Den politiske forbruger i mediernes greb.

- Debatoplæg i 15 kapitler  juli 1998.

2. Den politiske forbruger er et oldtidsfund

Jeg har ikke historisk belæg for påstanden. Men den virker alligevel indlysende, i hvert fald for mig. Lige siden mennesket begyndte at udøve handel, har der været lagt andre værdier i handlen end den banale prutten om priser. På et eller andet tidspunkt er varer blevet til mere og andet end bare varen. Mit gæt er at de første der har forsøgt at lægge etiske værdier ind i køb eller fravalg af køb, har været religiøse grupper. Tag blot nogle religioners regler og normer for, hvad man må spise og ikke-spise. Det er jo faktisk de samme ting, som 1990’ernes politiske forbrug handler om: hvad må du spise og hvad må du ikke spise. Man kan sikkert også finde en eller anden kultursociolog, som vil kunne hævde at nutidens madbesværgelser har samme træk af religion som oldtidens.

Ifølge en rapport fra Forbrugerstyrelsen er forbrugerboykot kendt i den vestlige verden siden slutningen af 1800-tallet.

Men jeg er ikke historiker - og vil slet ikke gøre forsøg på at blive det. Jeg har bare brug for at præcisere, at den politiske forbruger ikke er et moderne fænomen - selv om det ind i mellem fremstår som nyt i medierne og den almindelige debat.

3. Arbejderbevægelsens politiske forbrugere

Jeg husker engang sidst i 70’erne, hvor jeg havde en debat med en SF’er som idag er fagforeningsformand.

Jeg boede dengang i det københavnske Nordvestkvarter. Jeg boede mindre end 100 meter fra mit daværende arbejde - og midt i mellem min bopæl og arbejdet lå en Irma-butik. (Husk det var i 70’erne, så Irma var endnu en helt privat virksomhed). Der var mere end 1 km til nærmeste Brugsbutik.

Det argument faldt fagforeningsmanden nu ikke for. For ham var det en pligt at købe ind i Brugsen, og selvfølgelig måtte man være rede til at ofre lidt ekstra tid for idealismen.

Fagforeningsmanden og mig blev aldrig rigtigt perlevenner. For ved siden af Irma lå det der dengang hed Handelsbanken…og der var mere end tre kilometer til nærmeste filial af Arbejdernes Landsbank!

Denne fagforeningsmand repræsenterede noget jeg dengang havde svært ved at forstå - i hvert fald at følge. Nemlig arbejderbevægelsens meget gamle tradition for politisk forbrug. Arbejderbevægelsen skabte til det formål sine egne institutioner: sin egen bank, annektion af andelsbevægelsens indkøbsforening, egne kooperative håndværkerfirmaer (malere, tømrere osv), egne boligselskaber, sit eget ligkistemagasin, egne revisionsselskaber, egne fodboldklubber, bogforlaget Fremad og selvfølgelig også egne dagblade (det man si’er er man selv - for det står i Aktuelt).

Der er selvfølgelig mange rationelle og gode årsager til etablering af disse institutioner. De har haft bestemte formål at udfylde. Ofte etableret i opposition, måske som den eneste mulighed for arbejderklassen til at få en anstændig begravelse, til at få et lån eller til at få troværdige nyheder.

Den moralsk-etiske dimension opstår først, når normen blandt en gruppe mennesker bliver, at man bør bruge disse institutioner på grund af deres ideologiske forankring. Så bliver valget politisk - og disse institutioner overlever i en lang årrække ud fra andre konditioner end markedskræfternes frie spil.

4. Kvindebevægelsen som politiske forbrugere

Gennem hele venstrefløjens historie har den politiske forbruger været med som en del af de politiske handlinger.

Kvindebevægelsen gjorde det til ideologi, da man lancerede parolen "gør det private politisk". Det handlede om at udbrede den politiske slagmark til hverdagens forhold. Andre boformer, krav til offentlige daginstitutioner var nogle af kravene. I gruppen af politisk forbrug vil jeg putte afskaffelsen af Bh’en. 70’ernes ændring af kravene til kvinders tøjvalg, så Bh’en ikke længere var pligt for kvinderne, kan i høj grad tilskrives en aktiv forbruger-politik med udgangspunkt i kvindebevægelsen.

5. To slags politiske forbrugere

Man kan dele de politiske forbrugere i to dele:

1) en gruppe som af mere eller mindre politiske årsager vælger det man køber: i disse år er det i høj grad de økologiske madvarer som er i fokus. Det er ofte mennesker som kombinerer det at spise bestemte fødevarer med det at tro at også andre har godt af at spise dette. Det er altså ikke kun egne smagsløg og egen opfattelse af sundhed det handler om.

Dette fænomen kender man for så vidt også tidligere: dyrkere af forskellige sundhedsprodukter i flere tiår, for eksempel 70’ernes urtethe-tradition og i øvrigt også 70’ernes tidlige økologi-bevægelse som fortsatte som et marginelt fænomen, men dog også var opstarten på for eksempel Svanholm-kollektivet.

Men også dyrkere af hjemmelavet mad: rugbrød, leverpostej, syltetøj osv. har gennem årene argumenteret for maden ud fra bredere synsvinkler end blot smagen. Det har handlet om et "tilbage til naturen", "forstå de oprindelige værdier" eller simpelthen "stress af", dybest set et anti-teknologisk synspunkt.

Et nyere slags tilvalg er det entydigt politiske tilvalg, hvor madens smag absolut er underordnet. Hvis I husker i de første år af 90’ernes økobølge, hvor man argumenterede "men det smager også godt", underforstået: man vælger først og fremmet af andre grunde end smagen. Helt tydeligt er det selvfølgelig, når man tænker på produkter som nicaraguansk kaffe for slet ikke at tale om det produkt man forsøgte at kalde nicaruguansk te. Det var charmerende at man kunne støtte et land i vanskeligheder ved at købe deres produkter, men der er nok ikke nogen som savner disse produkter idag!

2) den anden gruppe vælger at fravælge bestemte produkter. Det er dem man kan kalde for kampagneforbrugerne. I medierne slog de for alvor igennem i 1995 med Brent Spar (Shell) og boykotten af franske vine. Deres begrundelser for fravalg er rent politiske og det sker som regel som en del af en stor mediekampagne. Det er som regel en international boykot. Eneste større og virkningsfulde kampagne siden da er vel Burma-kampagnen.

Jeg husker lignende kampagner fra 70’erne: hyppige Israel-kampagner, Chile, Grækenland, Spanien, Sydafrika er blandt de lande som har stået på de politiske forbrugeres sorte lister. Spanien er vist det eneste sted, hvor kampagnerne handlede om andet end mad: man måtte vist godt drikke "den med tyren" - men man skulle ikke rejse til Spanien på charterferie. Husker I Hoola Bandoola Bands Juanita:

"Hans båda söner var i Spanien förra sommar’n
och semestra’ på ett nybyggt lyxhotell"
…
då steg hon upp och sa: "Honom har jag älskat!
Men här springer ni och göder nå’t
han har bekämpat med risk för eget liv!

Så ge er av! Jag är trött på era svängar!
För ni fördröjer bara frihetens stund!
Och ni borde veta att turisternas pengar
är som honung i förtryckarnas mun!"

 

3. De to slags politiske forbrugere består af individer. Derfor er der både sammenfald og forskelle: nogle drikker økologisk mælk og boykotter fransk vin, nogle er kun til det økologiske og nogle er kun til den politiske boykot.

6. Kampagne-forbrugere

Boykot-kampagnerne er som altdominerende hovedregel iværksat af venstrefløjsorganisationer. Eller i det mindste organisationer, hvor størstedelen af de aktive mente at de var på venstrefløjen (for ikke at skulle ind i tidskrævende definitionsdebatter).

Når man erkendte, at det ikke var tilstrækkeligt at holde døgnvagt ved den Israelske ambassade, kunne man prøve at udbrede diskussionen ved at opfordre til boykot af varer.

Der har altid været to formål med den politiske boykot-kampagne:

• at ramme den man boykotter på den følsomme pengepung
• at udbrede debatten og give anledning til oplysningskampagner (trænge igennem i medierne for eksempel).

Kampagnerne er ofte mere eller mindre organiserede og styrede. Det er en kombination af personlig stillingtagen og kollektiv holdningspåvirkning: da de amerikanske burgerkæder kom til Danmark blev de forsøgt boykottet. Argumentationen har været pudsige sammenblandinger af anti-amerikanisme, anti-teknologi (udtrykt ved stress og fast food) og selve maden - sundhedsholdninger. Det er selvfølgelig også en blanding af disse argumenter der ligger bag BZ’ere og autonomes smadring af McDonalds ruder på Nørrebro.

Eller computerkøbere af Apple-computere: argumentet for at købe Apple-computere har i mange år været funktionelt/rationel - med det plusargument at man derved også gik imod Bill Gates monopolagtige Microsoft. Og efter Microsoft sidste år købte Apple, er det tydeligt at man argumenter først og fremmest funktionelt - og så kommer bisætningen: "selv om Bill Gates har købt Apple". I en eller anden grad føler en del computerkøbere altså at de skal argumentere politisk for eller imod deres køb.

Venstrefløjens holdning til TV-stationen TV-2 er også en slags politisk forbrug. Her er der tale om kombinationer af generel modstand mod TV og TV-kultur, modstand mod kommercielt TV, modstand med den bestemte danske model, forsvar for public service-TV og modstand mod Schleimann/Venstre mv. som gjorde at TV-2 i hvert fald i de første år ikke slog igennem på venstrefløjen.

Det korte af det lange af alle disse eksempler er vel:

at hvis man har en holdning til tingene - er ideologisk forankret - så forsøger man at omsætte dette i handling.

Og under almindelige omstændigheder gør man det i et omfang som svarer til de ressourcer man har: penge, tid, uddannelse.

Og man gør det også som en del af en mere eller mindre kollektiv process. Afhængigt af de miljøer man færdes i, de organisationer man har tilknytning til og de mennesker man omgås.

Og når man tager mine briller på og hævder at sådan har det været siden oldtiden, så er der jo ikke meget nyt under solen. Mildest talt.

7. Mediernes rolle

Det nye under solen er:

• at den politiske forbruger har fået opmærksomhed (medie og politisk)
• at markedet føler man er nødt til at forholde sig til fænomenet

Der er ikke nogen tvivl om at medierne spiller en meget stor rolle for opblomstringen af det vi kalder den politiske forbruger. I andre lande kalder man fænomenet for den etiske eller den aktive forbruger.

De vellykkede kampagner har fået al den presse de kunne bede om.

90’ernes kampagner var så omfattende og fangede så bredt at man var nødt til at tale om det som en trend - den skulle selvfølgelig analyseres - og altså ovenikøbet navngives.

Institut for Konjunktur-Analyse laver løbende analyser af erhvervsjournalisters nyhedsopfattelse. I 1996, da den politiske forbruger var brudt gennem nyhedsmuren, handlede de adspurgte 50 danske erhvervsjournalisters mest foretrukne historie om korruption og svindel. På andenpladsen kom virksomhedsboykot. Bagefter fulgte fyringer, nedskæringer, fusioner, ændringer i topledelse osv.

Trenden er altså helt tydelig for journalisterne. Det gør endda medievirakken mere massiv. For når journalister i den grad gerne forfølger de samme historier, så får vi dem også overalt. I alle slags medier, og det i hele den globale medievirkelighed. Man skal simpelthen være analfabet eller bo på en meget isoleret ø  for ikke at have hørt om den politiske forbruger.

Samtidig er store dele af markedet i dag meget opmærksomme på, hvordan såkaldte elitegrupper opfører sig. Man går gerne efter massemarkederne, samtidig er man opmærksom på, at masserne følger en eller anden avantgarde. Og avantgarden formulerer i dag stærkere etiske fordringer til varerne.

Dette giver yderligere forstærket virkning. Så henvender reklamekampagner og produktlanceringer sig også i højere grad til de politiske forbrugere.

Jeg køber for eksempel ikke Benneton-tøj. Men et eller andet sted bliver jeg da påvirket af den for mig at se imponerende og dyre tryksag de sendte ud dette forår. Alle billeder af modeller viste virkelige palæstinensere og jøder. Og det var vel at mærke virkelighedens venner de havde fotograferet (kærester, skolekammerater, veninder, arbejdskammerater osv). Jeg fik et helt andet indtryk af at der ikke kun er raceskel, men også nogle virkelige mennesker der kan være med til at løse en konflikt man ellers nærmest kan være opgivende overfor. Det er mildest talt en global markedsføring der påvirker politisk.

Lakmusprøven på mediernes indflydelse er at vi endnu ikke har set nogen omfattende forbrugerkampagne - som ikke har haft medieopstart. Det sker ligesom ikke af sig selv!

8. Parti og politisk forbrug

Jeg har set folk som hævder at den politiske forbruger er et moderne alternativ til den politiske organisation, at det skal ses som en mere individualistisk lyst til politisk handling end den gamle "gammeldags" kollektive handling.

Det tror jeg er en helt forfejlet analyse.

Argumentationen er dels begrundet i partiernes svækkelse. Men partiernes svækkelse har varet generationer, ikke blot et 80’er eller 90’er fænomen. Der har været talt om partiernes krise siden 2. verdenskrig. Alle andre politiske tendenser har siden da været set som alternativer til partier.

Jeg husker først og fremmest de hidsige debatter i 70’erne om parti eller bevægelse. Stod de i modsætning til hinanden? Ville bevægelserne dræbe partierne helt? osv. osv.

Idag lever begge former for politisk udtryk glimrende i respekt for hinanden. Og bevægelserne kan vel for så vidt siges at have været i samme slags krise som partierne.

Men argumentationen for et skisma mellem politiske forbrugere og politiske partier (og vi kunne tage bevægelser og organisationer med) savner fuldstændigt den historiske sammenhæng: at holdninger og handlinger altid har forsøgt at følges ad. Det er som om nogle tror at "den politiske forbruger" opstod i 1995 da begrebet "den politiske forbruger" opstod.

En del mennesker er efterhånden begyndt at købe kød hos Halal-slagtere. Igen sker det ud fra to begrundelser: hvordan det smager - og en grad af solidaritet med de udenlandske grupper som udsættes for hetz. Der er igen tale om en grad af politisk forbrug. Ud fra alene dette, kan man ikke sige noget som helst fornuftigt om Islams udbredelse eller de religiøse organisationers styrke og fremtid.

Begrebet "den politiske forbruger" opstod i kølvandet på Brent Spar og boykotten af franske vine i 1995. Det var både inspireret af disse kampagner og af væksten på det økologiske marked.

For mig at se var mange for hurtige til at sætte den politiske forbruger på en piedestal.

Kampagnerne har ikke haft nær den styrke siden 1995. For eksempel var der i 1997 omfattende internationale kampagner mod blandt andre Nestle, Mitsubishi og Texaco. Nestlé-kampagnen handlede om kunstig mælk og babydødsfald i ulande, Mitsubishi handlede om regnskovsdød i Østasien og Texaco om olieanlæg i Burma. Det interessante er, at ingen af disse kampagner har opnået folkeligt gennemslag i Danmark.

Dette begraver slet ikke kampagneformen i Danmark - men viser, at der er grænser for antallet kampagner folk vil engagere sig i - eller som medierne vil engagere sig. (Begge dele har sin del af forklaringen). Men fordi kampagnerne svækkes, styrkes de kollektive aktioner jo ikke.

Jeg tror, at en række af de nuværende økologiske produkter vil dominere markedet helt i løbet af få år. Jeg ser for mig sådan en lidt kultagtig butik i det midtjyske, bestyret af Helga Moos: vi fører garanteret øko-fri produkter, ægte buræg osv.

På fødevareområdet tror jeg altså at de bevidste forbrugere kommer til at sejre. Det vil selvfølgelig betyde, at færre mennesker vil have anledning til at stemme med indkøbssedlen.

Men det kan man jo ikke tage til indtægt for at "den politiske forbruger" kommer i krise. Man kan desværre heller ikke tage det til indtægt for at klodens overlevelse er sikret af denne grund. Befolkningens bevidsthed er forhåbentlig udvidet. Og lysten til at engagere sig i miljøspørgsmål og diskutere etik og holdninger i forhold til handlinger er øget. Og det er i sig selv helt glimrende.

Jeg tror simpelthen nogle analytikere har været for hurtige med konklusionen om de politiske forbrugere. I nogle enkelte år har vi oplevet at der er flere. Det er positivt.

Men der er ikke nogen simpel forklaring.

Enkelte analytikere har hævdet, at forklaringen er højere uddannelse og større velstand. Uddannelse er måske en del af forklaringen. Men velstanden tror jeg ikke. Det danskerne har brugt de store indtægtsstigninger siden 50’erne til er transport og bolig. Folk bruger i dag den samme andel af den samlede løn på fritidsaktiviteter som de gjorde i 50’erne (ifølge Goul Andersen).

Jeg kan ind i mellem få den fornemmelse som man som fodboldtilskuer kan få af det der hedder bølgen. Ingen ved rigtigt hvordan og hvornår den startede, man rejser sig som en del af de store masser og sætter sig ned igen - og ingen ved rigtigt hvornår bølgen slutter. Undervejs i en kamp an der være mange tilløb til at starte bølgen. Det er langt fra de samme eller altid de mest aktive som kan starte bølgen. Der er selvfølgelig en timing, som hænger sammen med begivenhederne på banen - de fleste gange.

Jeg rider gerne med på den politiske forbruger-bølge. Fordi jeg synes det er godt at mennesker engagerer sig i dele af verden udenfor deres helt egen privatsfære. Men jeg føler mig ikke helt sikker på at bølgen vil vare ved. Og hvis bølgen fader ud, så holder lakmusprøven ikke: det skyldes ikke lavere uddannelsesniveau, det skyldes ikke lavere velstand, det skyldes ikke partipolitikkens opblomstring eller at politiskerne som helhed er blevet langt bedre til at formulere sig i overensstemmelse med befolkningen.

Det almindelige vælgerdemokrati har en række problemer. Det er selvfølgelig utilstrækkeligt. Det er glimrende at diskutere dette med anledning af de politiske forbrugere. Men det er langt fra givet at denne tendens er svaret på de demokratiske underskud der er i Danmark.

9. Mit eget valg

Min egen opfattelse som partimenneske er at jeg så vidt muligt vil lade mine holdninger og handlinger følges ad.

* Jeg går ind for kollektiv trafik - og lever et liv hvor jeg har indrettet mig så jeg sagtens kan klare mig uden bil.

* Jeg opfatter klodens miljøproblemer som voldsomt vigtige - og i en eller anden grad er det derfor jeg køber mange økologiske varer - og i øvrigt har været vegetar i mere end 16 år.

* Jeg udtrykker mig politisk når jeg kan og det føles praktisk og økonomisk rimeligt. Når Gallup ringer til mig, svarer jeg så kontant som overhovedet muligt (få selvstændigt erhvervsdrivende som gerne vil betale mere i skat) og når jeg er enig i en kampagne stemmer gerne med indkøbssedlen.

Men jeg føler ikke at det er et skal:

• mine børn elsker legerummet i McDonalds, så ind i mellem spiser jeg Pommes Fritter der (for øvrigt gode, ikke for meget fedt)
• Jeg har ikke valgt Apple, men tværtimod PC'er. Bunkevis af min software er produceret af Microsoft - fordi jeg synes det er de bedste produkter til mine formål.

Så min personlige tilgang til tingene er altså: jeg vil gerne lade holdning følge op af handling. Men jeg vil slet ikke lade mig tyrannisere af en eller anden fundamentalistisk opfattelse. Jeg vil heller ikke fordømme eller tyrannisere andre. Kun rygere!

10. En generation af individualister

Og mine valg er måske så alligevel udtryk for nogle ændringer. Nemlig, at det ikke blot er tilladt, men at normen lægger op til at hvert enkelt menneske træffer sine valg om hvordan man lader holdning påvirke handling.

Der er ikke nogen autoriteter, som skal fortælle os, hvad vi skal spise eller hvor vi skal købe det.

Og det er vel på det punkt den fagforeningsformand jeg talte om før og jeg ikke kunne mødes.

Vi tilhører forskellige generationer, men først og fremmest er vores politiske dannelse sket ud fra forskellige påvirkninger.

60’ernes ungdomsoprør har betydet meget for min stillingtagen. I denne sammenhæng at jeg føler mig ressourcestærk nok til ikke at have brug for autoriteterne. Jeg vil bestemme selv. Begrebet partisoldat er negativt ladet for mig.

Ungdomsoprøret har også født nogle børn, som har et andet udgangspunkt. De er opflasket med mange former for politisk handling og aktionisme i forældregenerationen. De har samtidig fået en opdragelse som er anti-uniformel. Dvs. at man nødigt vil opfattes som et menneske der går i nogen som helst form for uniform. Det ses tydeligst på tøjmoden - men også i opfattelsen af partier og andre kollektive organisationer som autoritære.

Disse unge kan selvfølgelig lettere begejstres over "den politiske forbruger", hvor man oplever at man selv tager stilling og er med til at forbedre verden. Samvittigheden er i orden uden at det går ud over ens tid til børnene.

Og det er da også kun positivt at flere mennesker ønsker at påtage sig et mere eller mindre selvstændigt ansvar. De får oplevelsen af , at "jeg’et" kan gøre en forskel.

11. Den farlige politiske forbruger

Den slags politisk forbruger jeg hidtil har beskrevet, kan sagtens kaldes for en venstreorienteret politisk forbruger. Alle formål svarer stort set til en bred venstrefløjsopfattelse af ideologi og forbrug.

Derfor kan jeg sagtens have et positivt forhold til det at være politisk forbruger. I dag rummer udtrykket et understatement af venstrefløj.

Men jeg vil også godt give jer nogle eksempler på andre slags politiske forbrugere. Det er først og fremmest eksempler fra USA og fra medieverdenen - mit eget arbejdsfelt Internet i særdeleshed.

12. Moral Majority

I begyndelsen af 80’erne startede den amerikanske bevægelse Moral Majority. Bevægelsen ville stoppe fri abort, porno, "pervers kunst", afbrændingen af amerikanske flag, narkotika, kommunister....Altså holde fast på alle de amerikanske dyder, som de følte blev truet. Bevægelsen udspringer af det amerikanske højre og stærkt religiøse grupper.

Moral Majority har først og fremmest sat ytringsfriheden under angreb. Man har forsøgt at presse kunstnere til at forsvare de sande amerikanske værdier. Masser af bøger og masser af rockmusik bliver stoppet.

Blandt de mere spektakulære eksempler har været retssager mod rockmusikere for at gennem tekster have været ansvarlige for for eksempel børns selvmord.

Moral Majority er i udtalt grad politiske forbrugere. Det er en selvfølge at de boykotter mange produkter. Og de søger at påvirke andre: køb ikke dette. Ovenikøbet ved at påstå at de er majoriteten - underforstået at majoriteten skal have særlige politiske privilegier.

Ud fra Moral Majority udsprang sidst i 80’erne organisationen Parents Music Resource Center(PMRC), som ville have ram på al "skadelig" musik, der forgiftede og fordærvede deres børn. Det var dem der fik har lagt så meget pres på pladeindustrien, at stadig flere cd`ere fik påtrykt mærkatet "Parental Advisory - Explicit lyrics" (Vejledning til forældre - "anstødelige tekster").
Mærkede cd`ere og plader kan kun købes af unge over atten år.

Fra denne sommer sker denne form for "mærkning" også på masser af koncerter. Argumentationen er selvfølgelig, at forældre skal vide om de tør lade børnene gå til koncerter. Men det er klart en politisk måde at påvirke markedet.

Et enkelt konkret eksempel: Den amerikanske sangerinde Sheryl Crow - som absolut er et pænt stort navn (I 1995 fik hun to Grammy’er - bl.a. årets bedste plade, i 1997 indspillede hun titelsangen til James Bond). På hendes 97-album Sheryl Crow, har hun en sang der hedder "Love Is A Good Thing". I den sang kritiserede hun den amerikanske supermarked-discount-kæde Wal-Marts. "Watch our children as they kill each other with a gun they bought at Wal-Mart discount stores" lød linjen. Det skyldtes en konkret episode, hvor en femårig dræbte en anden femårig med en skyder købt i netop Wal-Mart. Wal-Mart kæden nægtede at sælge hendes plader. Wal-Mart har 2.300 filialer i USA og står for 10 procent af det samlede CD-salg i USA. Wal-Mart er startet i Salt Lake City i Utah og ejes fortsat af mormoner.

13. Internet

På Internet ser man i USA fuldstændigt de samme angreb på ytringsfriheden - og med det moralske flertals effektive brug af pengepungen til at få sin politik igennem.

Begrundelsen er også her at man kan tænke sig at børn udsættes for alle mulige uhyrligheder gennem nettet - og derfor skal de beskyttes.

Et af midlerne er såkaldte "filter-værktøjer". Det er software som lægges ind på den enkelte computer om som på forskellig måde stopper for adgang til Internetsteder som er sortlistede. Der er idag 20-25 kommercielle filter-produkter. De har selvfølgelig det til fælles at steder med porno stoppes, men også steder med bestemt politisk indhold, eller steder som diskuterer brugen af filter, steder som omtaler USA negativt, - og så kan man fortsætte listen i det uendelige. Filterne laves enten som negativlister (altså steder man ikke kan se) eller som positivlister (kun steder man kan se).

En række amerikanske biblioteker har lagt disse filtre ind. Og også i Danmark er der et (ganske vist beskedent) press for at få filter ind på bibliotekerne.

Mange snakker om børneporno på Internet. Og der er derfor opstået organisationer som kalder sig vagthunde. De beskriver deres eget virke som en slags assistenter for politiet. Argumentationen er at politiet ikke har tilstrækkeligt med computernørder og - tid til at trævle Internet igennem og finde al børneporno.

Den første var den britiske Internet Watch Foundation. Vagthundene lader frivillige søge efter ulovligt materiale på nettet og anmelde det til organisationen. Organisationen beslutter derefter næste skridt. Internet Watch Foundation offentliggjorde i marts 1998 sin første årsrapport. Af den fremgår, at organisationen har konstateret 2.200 kriminelle sites, heraf en stor del børnepornografi. De 2.000 sager er sendt videre til Internetudbydere, de 200 til politiet. Organisationen oplyser ikke, hvor mange sager der har fået konsekvenser, blot at "kun få af sagerne har ført til tiltale".

Vagthunde kan være en hjælp for politiet. Det er dog klart problematisk, når vagthundene går til Internetudbyderne. Hvis der er tale om ulovlig virksomhed burde IWF foretage anmeldelse til politiet. Når dialogen kun foregår mellem vagthunde og udbydere, risikerer man, at vagthundene sætter nye normer for hvad der kan accepteres på nettet, normer som ikke svarer til lovens grænser. Stærke og magtfulde vagthunds-organisationer kan således i realiteten blive en dømmende magt. Og hvem skal vogte over vagthundene?

En dansk vagthundsorganisation er på vej. Det eneste de har offentliggjort er ønsket om at hjælpe politiet i kampen mod børneporno.

Dette handler måske mere om det politiske forbrug af ytringsfrihed. Men det er i princippet fuldstændigt det samme som de politiske forbrugerkampagner. Når lovgivning og offentlige myndigheder ikke kan gennemføre det ønskede - må man tage individuelle midler i brug. Og heroiseringen af den individuelle forbrugers handlinger, kan være med til at retfærdiggøre angreb på ytringsfriheden.

14. Køb dansk

En ikke-venstreorienteret kampagne om politisk forbrug som jeg husker er 70’ernes "køb dansk" kampagne. Kampagnen bestod blandt andet i at man mærkede danske produkter, lavede massive reklamer og havde stor mediedækning. Anledningen var oliekrisen og den arbejdsløshed der fulgte i Danmark. (Der går en herlig skrøne om at Køb dansk-kampagnen i sin tid blev nødt til at trykke det meste kampagnemateriale i Sverige…).

Jeg kunne sagtens forestille mig en lignende kampagne sat i gang nu i 90’erne. Mange danskere har det skidt med de mange udenlandske restauranter, grønthandlere og slagtere. Hvis Dansk Folkeparti red den kampagne aktivt - i samarbejde med Ekstra Bladet - så ville resultatet være helt frygteligt. Og man ville med sikkerhed kunne argumentere for kampagnen ved at tage de hidtidige "politiske forbrugerkampagner" som gidsler. Selvfølgelig er folk i deres gode ret til at lade være med at købe grøntsager hos en tyrkisk grønthandler. Men vi får en voldsom ændring af det politiske klima, hvis det sker som aktiv opfordring og mediedækket kampagne. (Tyskland i trediverne!)

15. Retssager mod politiske forbruger-kampagner

Mit synspunkt er at alle har ret til at lade holdning blive til handling ved at være politisk forbruger.

Men derfor har den politiske forbruger ikke nødvendigvis ret.

Og der er også brug for redskaber til at stoppe politiske forbrugerkampagner.

Mine eksempler fra USA om ytringsfriheden siger mig, at det er vigtigt at værne om ytringsfriheden - uanset politiske fortegn.

Men det drejer sig måske også om at justere de retsregler som handler om injurier, skade af andre menneskers omdømme osv.

For mig at se skal der være rigtigt gode begrundelser og velunderbygget dokumentation for starte og gennemføre forbruger-kampagner. Initiativtagerne skal gøres opmærksom på deres ansvar.

Jeg kan på dansk landbrugs vegne blive stødt over kampagner mod dansk bacon - som jeg selvfølgelig trods vegetar - mener er i fineste orden.

Jeg kan på grønlændernes vegne blive stødt over kampagner mod sælfangeri.

Det er kampagner som har kostet erhvervsgrupper og befolkningsgrupper penge og arbejdspladser. Hvis en sådan kampagne i realiteten er ubegrundet og udokumenteret - så må der på et eller andet tidspunkt sættes grænser.

Vi havde i sommeren 1998 afsløringen af, hvordan den ellers troværdige TV-station CNN havde snydt hele verdens mediebureauer ved at påstå giftgasning af amerikanske desertører i Laos. Konsekvensen af denne opdigtning var for så vidt blot en masse forkerte avisartikler og sikkert en masse spildtid i amerikanske offentlige forvaltninger som skulle afvise påstandene. Men hvis det nu havde været misinformationer, som ramte en enkelt virksomhed så hårdt at den blev tvunget til at lukke? Og hvad, hvis historien var plantet af en konkurrerende virksomhed.

Selvfølgelig vil der være juridiske problemer i bevisførelsen. Men det vil blive nødvendigt at bruge et redskab der handler om at den der så at sige starter en smædekampagne, faktisk kan påtage sig et ansvar for andre menneskers individuelle opfølgning på smedekampagnen.

Hvis jeg tager fejl - og der ikke opstår sådanne retssager - så har klodens mange politiske og kommercielle aktører bevist overordentlig høj moral og etik. Så på sin vis håber jeg på det.

På den anden side tror jeg det ikke. Derfor kan man lige så godt forberede sig på at sådanne diskussioner vil opstå.

En af måderne er ved at stramme medieansvarslovgivningen.

En anden af måderne er ved at undgå at heroisere den politiske forbruger.

Den politiske forbruger kan tage fejl. Den politiske forbruger er en del af den politiske kamp.

                 Tom Ahlberg, juli 1998

[tilbage]